Esbjerg Kommune frygter at regeringens forslag om 17 nye sundhedsråd, vil sætte kommunale initiativer udenfor dagsordenen. Beslutningerne vil i stedet centraliseres hos regionerne, og dette vil forhindre hjælpen til udsatte borgere i nærmiljøerne.
Skrevet af Signe Brejnholm Koch
I udspillet til regeringens sundhedsreform vil de etablere 17 nye sundhedsråd, hvori medlemmer fra kommunerne og regionerne sammensmeltes i et råd for at øge samarbejdet på landsplan.
Dette bekymrer Arne Nikolajsen, direktør for fritid, sundhed og omsorg i Esbjerg Kommune, han mener at forslaget udelukker kommunerne fra indflydelse.
Afskåret fra indflydelse
Arne Nikolajsen ser kun én fordel i det nye forslag; at der kommer et korrigerende organ, som får beslutningskompetence.
”Jeg er bare uenig i sammensætningen af sundhedsrådene, det er så en anden diskussion”.
Den diskussion bunder i, at regionsrådsmedlemmerne i sundhedsrådene altid vil have flertal i stemmer, når der skal voteres. Derudover lægges sundhedsrådene som underudvalg i regionerne, og så er det kun regionrådsmedlemmerne, der får standsningsret.
”Man sætter kommunerne helt uden for døren og regionerne for bordenden. Det er ikke et ligevægtigt råd, man nedsætter. Det er uhensigtsmæssigt, hvis man vil have et samarbejde op at stå og finde nogle fælles løsninger”, siger Arne Nikolajsen.
I Sydvestjyllands sundhedsråd, som Esbjerg Kommune bliver en del af, vil 12 medlemmer være fra kommunerne. Sundhedsrådenes implementering i sundhedsvæsnet starter i 2027, hvorefter de økonomiske midler gradvist vil prioriteres i den retning.
Frygt for centralisering
Ifølge udspillet vil sundhedsrådene være færdig etableret i 2030, herefter vil de modtage 4,3 milliarder kroner årligt til drift.
Milliardbeløbet imponerer ikke Arne Nikolajsen. Han er bekymret for, at borgere langt væk fra de større byer bliver tabt på gulvet. Og at de i værste tilfælde ikke længere kan få de tilbud, de har brug for:
”Det er i min verden helt klart en centralisering. Man laver løsningerne væk fra borgerne.”
Eksempelvis er han bange for, at Esbjerg Kommunes 17 sygeplejeklinikker lukkes ned og i stedet centraliseres omkring sygehuset. Dette vil fjerne kontakten med nærmiljøet og undergrave det forbyggende arbejde, der tidligere har været fokus på.
”Lige nu kæmper kommunerne for at få mere indflydelse i rådet. For at få nærmiljøet på dagsordenen og tale kommunernes sag”, siger han.
Hvis det i fremtiden ikke lykkedes at ændre forslaget, vil Arne Nikolajsen og hans kollegaer fortsætte med at arbejde, som de gør i dag, ved konstruktivt at løse opgaven sammen med regionen og de praktiserende læger, og derved skåne borgeren.