81-årige Anny sørger for lys, varme og strømper til ukrainske soldater i skyttegravene

Anny Henriksen har siden januar 2023 hjulpet soldater i skyttegravene i Ukraine ved at samle ind til dåselys og strømper. De seneste to måneder har hun fra sit hus i Hjerting samlet hele 43 kilo stearin ind, og hun har i sinde at fortsætte så længe, krigen fortsat raser.

Af Maria Hindsberger

Foran Anny Henriksens hoveddør er kasser sat op, hvori folk kan aflevere deres donationer.
Foto: Maria Hindsberger

Godt et år efter Ruslands invadering af Ukraine begyndte 81-årige Anny Henriksen at samle stearinlys, dåser og strømper ind fra folk i Hjerting og omegnen. Disse husholdningsartikler, som ellers kan virke så trivielle, har Anny i over halvandet år sendt til Ukraine, hvor de for soldaterne kan betyde varm kaffe og varme fødder i en ellers kold skyttegrav.

“Den krig er så uretfærdig og forfærdelig. Den hører ingen steder hjemme. Så at vi kan donere vores gamle stearinlys, dåser og sokker, som for os er små ting, til noget, som er meget betydningsfuldt for soldaterne, er meget vigtigt for mig,” fortæller Anny Henriksen.

Dåse- og lommelys:
Dåselysene bliver produceret af af stearinlys, som smeltes og hældes i dåser. Lysene har desuden en speciel væge, som brænder kraftigt og producerer meget varme. På billedet kan man se, at dåselysene produceres i forskellige størrelser. De store holder i ekstra lang tid, mens de små såkaldte “lommelys” netop er små nok til at proppes i baglommen, og dermed er praktiske at bære rundt på. Foto: privat.

“Mange bække små gør den store å”
Anny startede projektet, da en ukrainer lagde et opslag op på Facebook, hvor han efterspurgte stearinlysrester, som folk havde tilovers fra jul, for at producere dåselys. Herefter begyndte Anny selv at lægge Facebook-opslag op hver uge med en opfordring til borgerne i Hjerting om at komme forbi hendes hus med deres rester.

“Folk kan finde på at sige ‘jeg har jo ikke så meget’, men hvis alle kommer med det, de har, så bliver det til noget i sidste ende. De mange bække små gør den store å,” fortæller hun.

Det går op og ned fra måned til måned, hvor meget der bliver samlet ind. Efter jul har folk mange stearinrester, og modsat resulterer de lyse og varme sommernætter til mindre stearin. Selvom mængden varierer, bliver borgerne i Hjerting ved med at smutte forbi Annys hoveddør. Anny er opsat, på at de fortsætter med dette, så hun giver en ugentlig opdatering, på hvor meget de sammen har samlet ind:

“Hvis ikke jeg fyrer op under dem hver uge på ‘For os der bor i Hjerting’, så vil der nok ikke komme lige så mange forbi. Så jeg lægger en opdatering op hver uge, og minder dem om det. For det er vigtigt, at de bliver ved,” fortæller hun.

Anny skønner, at hun gennemsnitligt samler 20 kilo stearin, 2 sække dåser og cirka 70 par strømper ind om måneden.

Soldaten står med sokker, Anny har været med til at samle ind. Foto: privat

Sokkerne når hen, hvor de skal

Anny får jævnligt tilsendt billeder med ukrainske soldater, der har fået en ny levering af sokker og dåselys. Hun ved på den måde, at projektet rent faktisk gør en forskel, hvilket gør det dét mere betydningsfuldt – selv med en lille donation:

“Hvis jeg har følt mig lidt sløj, men så kommer hjem og ser, at der er kommet nye donationer i kasserne, så føler jeg mig helt rask igen,” fortæller hun.

Hjælpen er at finde hos flere lokale

Anny Henriksen er ikke den eneste borger i Esbjerg Kommune, som har engageret sig efter Rusland invaderede Ukraine i februar 2022. Esbjerg er én af de kommuner i Danmark, som har taget imod flest ukrainske flygtninge, 548 pr. 1. januar 2024.

En stor frivilligindsats, som imødekommer disse 548 nye medborgere, kan findes rundt omkring i kommunen. Blandt andet arrangerer Dansk Flygtningehjælp lektiecaféer til børn i Ribe, Ukrainsk Forening hjælper med at videreformidle viden om det danske samfund, og Frivillighuset Vindrosen udbyder et væld af aktiviteter målrettet de ukrainske flygtninge. På krigens tredje år er opbakningen stadigvæk stor:

“Lige da krigen brød ud var der naturligvis en del aktivitet hos borgerne, men det har der også været løbende siden. Så der er i kommunen stadigvæk et stort fokus på Ukraine og mange, som støtter op om Ukraine,” fortæller Britt Schack Hansen, som er daglig leder i Frivillighuset Vindrosen.