Lokal Burger joint går viralt på sociale medier, og kunderne strømmer ind: “Det er blevet den nye normal”

Burgerbaren Gadens Gastronomer har fået stor succes med deres videoer på sociale medier. Ifølge forsker er det blevet den nye normal, at små virksomheder bruger sociale medier til at skabe opmærksomhed om deres forretning.

Af Oskar Vestergaard Klausen

De to gutter startede med en foodtruck, nu har de også en restaurant Foto: Privat

Hvis du har set en video fra den lokale burgerbar, Gadens Gastronomer, på dine sociale medier, er du langt fra alene. 

Burger jointen er nemlig gået viralt de seneste par måneder på flere forskellige sociale medier, hvor de har lagt små og kreative videoer op. Og særligt på platformen TikTok er visningerne fløjet ind, hvor burger gastronomerne har fået 900.000 visninger på bare få måneder.

Udover opmærksomheden har de mange visninger også kunnet mærkes i salget, hvor der er sket et regulært boom i salget af burgere. 

“Efter vi begyndte at lave de her videoer, har vi kunnet mærke, at det har givet en større omsætning,” siger Ian Choe Nielsen, der er indehaver og står for alt det kreative i Gadens Gastronomer herunder ideudviklingen af videoerne. 

Sammen med sin kompagnon Sune Neil Kjær åbnede han burgerbaren i november 2023. Dengang de startede virksomheden havde de ikke tænkt over, at man kunne bruge sociale medier til at markedsføre sig. Men efter et møde i en iværksætter klub i Esbjerg fik de et samarbejde op at køre med en lokal video kreatør – og så begyndte videoerne at strømme ud. 

Og mens videoerne begyndte at strømme ud, begyndte kunderne og visningerne at strømme ind. 

Kunderne kender dem fra sociale medier

Efter maj måned hvor de første videoer blev postet har ejerne kunnet mærke, at deres videoer på sociale medier har tiltrukket mange nye kunder, som de ikke tidligere har set, og mange af de nye kunder der siger, at de kender dem fra sociale medier er endda i en aldersgruppe der overrasker Ian Choe Nielsen.

“De personer, der kommer ind i butikken, som vi ikke har set før i Esbjerg, spørger vi altid, hvor de har hørt om os. Og det er faktisk altid det ældre publikum, vi ikke kender, der siger: “Vi har set jer på de sociale medier.” og det er næsten altid på Facebook,” siger han. 

Udover de nye kunder er der også andre ting de lokale burger gutter har oplevet i Esbjerg efter de virale videoer. 

“Vores synlighed er eksploderet, og når vi går rundt i byen, siger folk tit “Hey, det er jer fra TikTok, Gadens Gastronomer,” siger Ian Choe Nielsen. 

Ian og Sune langer burgere over disken Foto: Screendump fra TikTok

Er blevet den nye norm

At mindre virksomheder bruger sociale medier til at promovere sig er hverken en ny ting eller overraskende, ifølge professor på CBS, Anitta-Bertha Heeris Christensen. 

“Det er noget, der har foregået i mange år. Og det er særligt fordi, at social media marketing er betydeligt billigere, end hvis du skal kommunikere via tv eller avisreklamer, og det tiltaler selvfølgelig mindre virksomheder,” siger hun

Samtidig påpeger hun, at det nu mere er normen end undtagelsen, at virksomheder bruger sociale medier til at reklamere.

“De sociale medier og marketing bevæger sig hurtigt og bliver ved med at udvikle sig og samtidig ved vi også, at de traditionelle medier har det hårdt,” siger hun. 

Ikke et fravalg men et tilvalg

For burgerbiksen var det heller ikke et bevidst fravalg af traditionelle medier til at reklamere, det var nærmere en selvfølge, at det var sociale medier, de skulle promovere sig selv på. 

“Vi ved, at næsten alt i dag bliver drevet på sociale medier, og det er mere eller mindre en gratis platform, hvor man kan annoncere, og derfor var det også perfekt for os,” siger Ian Choe Nielsen.

I fremtiden er det også de sociale medier, de vil blive ved med at bruge til promovering.

“Vi kommer til at fortsætte på den her måde, for den eksponering vi har fået her, tror jeg ikke vi kunne få på nogen anden måde,” siger han.

Hvis du kunne tænke dig at se nogle af de mange videoer Ian og Sune har lavet, kan du se dem her: https://www.tiktok.com/@gadensgastronomer.dk