I seniorboligen ”Krebsehusene” bor ældre borgere side om side. Og det er blevet en stor succes, som inspirerer andre kommuner til lignende projekter.
Af Jeppe Helstrup Frederiksen
Mona Thyme og Ingrid Dorthea Jensen på henholdsvis 75 og 84 år bor, ligesom cirka 100 andre borgere i samme aldersgruppe, i seniorboligen “Krebsehusene”. Projektet med blev lanceret i den nordlige del af Esbjerg for cirka to år siden. Og selvom værdier som nærkontakt, fællesskab og tryghed kan være noget, pensionister savner rundt omkring i landet, når man stiller arbejdsskoene, og hverdagen ikke længere er præget af rutinepræget samvær med andre mennesker, så kan denne boligform være med til at forlænge disse værdiers levetid.
Atriumgården danner rammerne
Her bor borgerne side om side i rummelige to- eller treværelseslejligheder ud til en prægtig atriumgård, hvor de ældre møder hinanden, hver gang de træder ud af hoveddøren.
I atriumgården, som er en smuk, overdækket gårdsplads med møbler, stisystemer, petanquebaner og sågar banantræer, kan man næsten altid få sig en snak med de andre af husets beboer, siger Ingrid Dorthea Jensen.
”Vi går aldrig forbi nogen uden at hilse. Og meget ofte så udveksler man også et par ord med hinanden.”
Dette giver ifølge Mona Thyme også anledning til, at det spontane og naturlige fællesskab kan spire.
”Man mødes mange gange herude (i atriumgården, red) i stedet for hjemme. Så tager vi lige herud og får en tår kaffe. I går der mødtes vi for eksempel omkring otte mænd og damer herude til en øl.”
De to seniorer er enige om, at beslutningen om at flytte i Krebsehusene har været den helt rigtige.
”Det giver tryghed, at de mennesker, man har omkring sig, er nogen, man kender. Og så giver det også en følelse af fællesskab,” siger Ingrid Dorthea Jensen, der flyttede ud til Krebsehusene kort tid efter, projektet blev sat i værk.
”Vi har altid godt kunnet lide at bo tæt, så jeg synes bare, det her koncept var alle tiders. Men i starten var min mand dog meget skeptisk – det var ikke noget for ham, sagde han. Men nu er han virkelig glad for det,” udtaler Mona Thyme, der husker tilbage på tiden, hvor beslutningen skulle træffes.
Vigtigt med socialt samvær ifølge psykolog
Mona Thyme og Ingrid Dorthea Jensens glæde ved at have andre jævnaldrende mennesker omkring sig er en oplevelse, flere ældre mennesker deler, siger Anna Aamand. Hun er praktiserende psykolog samt specialist og supervisor i gerontopsykologi, som er den del af psykologien, der beskæftiger sig med menneskers aldring.
”Man skal ikke undervurdere betydningen af ikke længere at have et arbejdsliv, hvor det sociale fællesskab lidt giver sig selv. Derfor er det at mødes jævnligt med andre en måde for ældre at holde sig mentalt frisk på. Det er betydningsfuldt i forhold til, at der ikke gror rust på ens mentale og kognitive kapacitet”.
Andre kommuner har fået øjnene op for projektet
Krebsehusene, som blev til i samarbejde mellem kommunen og Claus Sørensen Ejendomme, der også ejer bygningerne, dannede tirsdag aften rammerne om et møde mellem Ældrerådet i Esbjerg og Aabenraa Ældreråd. Her fortalte Arne Nikolajsen, direktør i Fritid, Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune samt formand i Ældrerådet i Esbjerg, Gertrud Hansen, om de fordele, der er ved denne type seniorboliger, således at flere borgere i landets kommuner i fremtiden vil kunne opleve samme glæde ved seniorboligerne som Mona Thyme og Ingrid Dorthea Jensen.
”Tanken bag projektet er, at man tænker i helheder i kommunen. Når parcelhuset bliver for stort, og børnene flytter hjemmefra, skulle man gerne have nogle tilbud i nærområderne, så man kan blive der. At der er nogle boligtilbud, der matcher hele livet. Det vil sige, at man tænker seniorboliger ind i lokalområdet i fremtiden,” udtaler Gertrud Hansen.