Esbjerg Kommune jagter veteranpris, men skærer i støtte til initiativ målrettet veteraner

I et forsøg på at vinde prisen ”Årets Veterankommune 2024” fremhæver kommunen otte initiativer for veteraner, som de mener gør Esbjerg Kommune til en stærk vinder-kandidat. Dog risikerer ét af initiativerne at skulle lukke sine døre på grund af en dalende støtte fra kommunen selv.

Af Maria Hindsberger

På fotoet ses tre stamgæster på Veterancafé Esbjerg. Længst til højre sidder formanden, Carl Bratved.
Foto: Maria Hindsberger

Kommunen fremhæver i et brev til Forsvarsministeriet otte forskellige initiativer målrettet veteraner. Dette gør de for at forsøge at snuppe prisen Årets Veterankommune 2024, som sidste år gik til nabokommunen i Varde.

De forskellige initiativer består blandt andet af en veterankoordinator, som man kan kontakte døgnet rundt, og projektet ”Fred i skoven”, som giver veteraner muligheden for at trække sig tilbage og trække vejret i sheltere.

Et andet initiativ, som de fremhæver i brevet, er Veterancafé Esbjerg, som har eksisteret i syv år. Den kommunale støtte til caféen har dog været dalende de seneste år, og caféen risikerer derfor at skulle lukke sine døre, hvis tendensen fortsætter.

Et tiltrængt ånderum

Veterancafé Esbjerg er et uformelt samlingssted, hvor veteraner hver tirsdag og torsdag kan få en snak og et grin med ligesindede over et varmt måltid mad.

”Mange af dem kan ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. Så det er vigtigt, at de har et sted, hvor de kan slappe af og være sig selv,” fortæller Carl Bratved, bestyrelsesformand i Veterancafé Esbjerg og veteran.

Caféen afholder også andre arrangementer målrettet veteraner. En gang om måneden tager de på udflugter til skoven, og en gang om året står den på en forlænget-weekendtur til et sted i landet. Til disse arrangementer er mange af veteranernes familier med.

Dette fokus på at inddrage i særdeleshed børn er meget vigtigt ifølge Finn Falck, som er formand for Danmarks Veteraner i Sydvestjylland:

”Hvis børnene har det godt, afspejler det sig den anden vej rundt. Veteranerne vil ikke hjem fra arrangementer, fordi deres børn ikke vil hjem derfra. Det er altså et spørgsmål om hele familiens velvære, ikke blot veteranens,” fortæller han.

Kommunale støtte er faldet drastisk

Men det kræver en del for caféen at blive ved med at holde dørene åbne hver tirsdag og torsdag. Caféen drives udelukkende af frivillige, men dens fortsatte overlevelse afhænger af midler fra kommunen. Midler som de seneste tre år er blevet færre og færre. Fra omkring de 70.000 kroner i 2022 til 23.000 kroner i år.

”23.000 kan vi ikke eksistere med. Så skal vi ud at finde penge andre steder, og det er heller ikke nemt. I år har vi kunnet overleve på penge, vi har fået doneret de sidste to-tre år, men de ryger stille og roligt,” fortæller Carl Bratved.

Arne Nikolajsen, direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg, understreger at det endnu er uvist, hvordan midlerne bliver fordelt næste år, men at det bliver meldt ud inden årets udgang:

”Man kigger midlerne i gennem hvert år, hvor man vurderer, ud fra hvem der har mest brug for dem, og hvad der rører sig i området. Der er endnu ikke blevet taget stilling til midlerne, så det er for tidligt at sige mere om det,” fortæller han.